I 2022 afsatte DBU’s bestyrelse 10 millioner kroner til en Hybridbanepulje for at støtte etableringen af nye og bedre fodboldanlæg i hele Danmark. Seks projekter har allerede modtaget støtte fra puljen, men der er stadig flere penge i kassen.

Ønsket er, at fodboldglade folk fra hele landet kan få del i puljen til etablering af hybridbaner. Derfor er ansøgningsfristen blevet forlænget i de geografiske områder, som endnu ikke har opnået støtte.

Dermed har interesserede klubber eller kommuner under DBU Jylland Region 2, DBU Jylland Region 4, DBU Sjælland eller DBU København mulighed for at søge puljen indtil den 4. december 2024.

Både kommuner og klubber har kunnet søge om midlerne, og efter de første ansøgningsrunder er seks projekter nu færdige eller på tegnebrættet. Bevillingsmodtagerne er Horsens Kommune, Odense Kommune, Viborg Kommune, AaB af 1885, Maribo Boldklub samt Aakirkeby IF. 

Puljens ansøgningskriterier er opdaterede og kan findes ved at klikke her.

Bestyrelsens beslutning om at afsætte penge til hybridbaner følger DBU's strategi om at etablere innovative og bæredygtige rammer i dansk fodbold. DBU stræber efter at blive en bæredygtig fodboldnation, som tager ansvar for børn og fremtidens samfund og miljø. 

Yderligere info  

Kontakt Anders Kjær (ankj@dbu.dk) for spørgsmål vedr. tekniske spørgsmål vedr. baner, bæredygtighed og lignende.  

Kontakt Metin Dincer (dime@dbu.dk) for kriterier og ansøgningsproces.